Når den ene ægtefælle dør, kan den længstlevende ægtefælle i mange tilfælde vælge at sidde i uskiftet bo. Det betyder, at arven efter afdøde ikke bliver fordelt til børnene med det samme. I stedet overtager den længstlevende ægtefælle som udgangspunkt rådigheden over ægtefællernes delingsformue.
Men kan børnene kræve, at boet bliver skiftet, så de får deres arv udbetalt?
Det korte svar er, at fællesbørn som udgangspunkt ikke kan forlange, at boet bliver skiftet. Særbørn kan derimod nægte at give samtykke til uskiftet bo. Er det uskiftede bo allerede etableret, kan børnene kun kræve skifte i særlige situationer. Blandt andet hvis den længstlevende ægtefælle misbruger sin rådighed over boet.
I arveloven bruges betegnelsen livsarvinger. Det omfatter børn, men kan også omfatte børnebørn eller andre efterkommere, hvis et barn er afgået ved døden. I denne artikel bruger vi for enkelhedens skyld primært ordet børn.
Hvad betyder det at sidde i uskiftet bo?
At sidde i uskiftet bo betyder, at arven efter den førstafdøde ægtefælle ikke bliver gjort op og udbetalt med det samme. Den længstlevende ægtefælle overtager i stedet rådigheden over det uskiftede bo og kan som udgangspunkt fortsætte sin økonomi uden først at skulle udbetale arv til børnene.
Det uskiftede bo omfatter ikke nødvendigvis alle aktiver. Der gælder blandt andet særlige regler for fuldstændigt særeje, pensioner og forsikringssummer. Det, som den længstlevende senere erhverver, indgår som udgangspunkt i det uskiftede bo, medmindre det er gjort til fuldstændigt særeje.
Børnene mister ikke deres arveret. Arven bliver blot udskudt, indtil det uskiftede bo senere bliver skiftet. Det sker typisk, når den længstlevende ægtefælle dør, selv vælger at skifte boet eller ønsker at indgå et nyt ægteskab.
Det er kun ægtefæller, der kan sidde i uskiftet bo. Ugifte samlevende har ikke denne mulighed – heller ikke selvom de har fælles børn eller har boet sammen i mange år.
Fællesbørn kan normalt ikke kræve skifte
Hvis ægtefællerne kun har fælles børn, kan den længstlevende ægtefælle som udgangspunkt vælge at sidde i uskiftet bo uden at spørge børnene om lov.
Fællesbørnene kan derfor ikke kræve deres arv udbetalt, blot fordi de foretrækker, at boet bliver skiftet. Det gælder også, selvom børnene er myndige, eller selvom der er uenighed i familien om, hvordan den længstlevende ægtefælle anvender pengene.
At børnene gerne vil have deres arv udbetalt, er altså ikke i sig selv tilstrækkeligt til at kræve et skifte.
Særbørn skal give samtykke til uskiftet bo
Reglerne er anderledes, hvis den førstafdøde ægtefælle har særbørn. Et særbarn er et barn, som afdøde ikke har sammen med den længstlevende ægtefælle.
Den længstlevende ægtefælle kan kun sidde i uskiftet bo med afdødes særbørn, hvis særbørnene giver deres samtykke. Et særbarn kan derfor nægte at give samtykke og dermed kræve, at arven efter barnets afdøde forælder bliver gjort op.
Et særbarn kan også vælge at give samtykke til uskiftet bo. Når samtykket er givet, kan barnet som udgangspunkt ikke senere forlange boet skiftet alene med den begrundelse, at barnet har fortrudt eller ønsker sin arv udbetalt. Herefter gælder reglerne om blandt andet misbrug af det uskiftede bo.
Hvis den førstafdøde både har fællesbørn og særbørn, kan den længstlevende ægtefælle vælge at skifte med særbørnene og fortsætte i uskiftet bo med fællesbørnene. Længstlevende kan også vælge at skifte med én eller flere livsarvinger og fortsætte det uskiftede bo med de øvrige.
Hvornår kan børn kræve skifte af et uskiftet bo?
Selvom børn normalt må vente på deres arv, er den længstlevende ægtefælles rådighed over det uskiftede bo ikke helt uden grænser.
Efter arvelovens § 29 kan et barn kræve skifte, hvis barnet kan godtgøre, at den længstlevende ægtefælle har misbrugt sin rådighed over boet og dermed væsentligt har formindsket boets værdi. Det samme gælder, hvis misbruget har skabt en nærliggende fare for, at boet bliver væsentligt formindsket.
Det er ikke nok, at barnet er uenig i den længstlevendes økonomiske beslutninger. Der skal foretages en konkret vurdering af både dispositionerne og deres betydning for det uskiftede bos samlede økonomi.
Et særbarn kan desuden kræve skifte, hvis den længstlevende ægtefælle har overtaget forsørgelsespligten over for barnet, men forsømmer denne pligt. Reglen er navnlig relevant, når et uskiftet bo er etableret med et mindreårigt særbarn.
Hvad kan være misbrug af et uskiftet bo?
Arveloven nævner flere eksempler på dispositioner, der kan betragtes som misbrug. Det kan blandt andet være uforsvarlige spekulationsforretninger, et urimeligt stort forbrug eller tegning af en uforholdsmæssigt stor pensions- eller forsikringsordning.
Det kan også være store gaver, arveforskud eller andre økonomiske begunstigelser, som ikke står i et rimeligt forhold til det uskiftede bos størrelse. Det kan eksempelvis være relevant, hvis den længstlevende giver en stor del af formuen til ét barn, en ny partner eller andre nærtstående.
Det afgørende er ikke alene gavens eller udgiftens størrelse. Den skal ses i forhold til hele boets økonomi. En gave, som er uproblematisk i et stort bo, kan derfor have langt større betydning i et mindre bo.
Almindeligt forbrug, ferier, boligskifte eller køb af en bil er ikke automatisk misbrug. Den længstlevende ægtefælle har en vid adgang til at indrette sit liv og anvende boets midler. Grænsen kan først blive overskredet, når dispositionerne får karakter af et urimeligt eller uforsvarligt forbrug, som væsentligt påvirker børnenes kommende arv.
Skal barnet kunne bevise misbruget?
Det er den livsarving, der kræver skifte, som skal godtgøre, at der foreligger misbrug. En mistanke om, at formuen er blevet mindre, er ikke nødvendigvis tilstrækkelig.
Hvis en livsarving gør gældende, at der er sket misbrug, kan skifteretten pålægge den længstlevende ægtefælle at give oplysninger om dispositionerne over boets formue. Livsarvingerne har ret til at blive gjort bekendt med oplysningerne.
Når et bo bliver udleveret til uskiftet bo, skal den længstlevende desuden indsende en formueoversigt til skifteretten. Børnene kan efter anmodning få udleveret en kopi af denne oversigt. Den kan være vigtig, hvis der senere opstår tvivl om, hvordan formuen har udviklet sig.
Kan store gaver kræves tilbageført?
Hvis den længstlevende ægtefælle har givet en gave eller et arveforskud, der stod i misforhold til det uskiftede bos formue, kan en livsarving under visse betingelser kræve dispositionen omstødt.
Det kan betyde, at modtageren skal tilbagelevere gaven. Det kræver blandt andet, at modtageren vidste eller burde vide, at giveren sad i uskiftet bo, og at gavens størrelse stod i misforhold til boets økonomi.
En sag om omstødelse kan kun anlægges, hvis boet skiftes, eller livsarvingen selv har anmodet om skifte. Sagen anlægges ved skifteretten.
En sag om omstødelse skal normalt anlægges inden ét år fra det tidspunkt, hvor livsarvingen fik eller burde have fået kendskab til, at gaven eller arveforskuddet var fuldbyrdet, og senest fem år efter fuldbyrdelsen. Derfor bør man søge rådgivning hurtigt, hvis man opdager en stor gave eller overførsel, som kan have forringet det uskiftede bo.
Skal boet skiftes, hvis den længstlevende vil giftes igen?
Den længstlevende ægtefælle skal som udgangspunkt skifte det uskiftede bo, inden vedkommende indgår et nyt ægteskab. Det skyldes, at arven efter den førstafdøde skal gøres op, før der etableres nye økonomiske og arveretlige forhold med en ny ægtefælle.
Et nyt parforhold eller samliv med en ny partner udløser derimod ikke automatisk et krav om skifte. Det afgørende er, om den længstlevende indgår et nyt ægteskab, eller om der i øvrigt sker et misbrug af boets midler.
Kan børn kræve skifte, fordi de er uenige med den længstlevende?
Nej. Et dårligt forhold, uenighed om økonomien eller utilfredshed med den længstlevendes nye partner giver ikke i sig selv børnene ret til at kræve skifte.
Børnene kan heller ikke bestemme, om den længstlevende må sælge familiens bolig, bruge af opsparingen eller ændre sin livsførelse. Den længstlevende har som udgangspunkt en ejers rådighed over boet.
Hvis dispositionerne er så omfattende eller usædvanlige, at de kan være udtryk for misbrug, kan situationen dog være en anden. Her vil det altid være nødvendigt at vurdere den konkrete økonomi og dokumentationen.
Få afklaret rettighederne, før konflikten vokser
Spørgsmålet om skifte af et uskiftet bo kan skabe usikkerhed på begge sider. Børnene kan være bekymrede for, at arven forsvinder, mens den længstlevende ægtefælle kan opleve spørgsmålene som et forsøg på at kontrollere vedkommendes økonomi.
Derfor er det ofte en fordel at få afklaret reglerne tidligt. Det gælder både, når et særbarn skal tage stilling til et samtykke til uskiftet bo, og når der senere opstår tvivl om større gaver, forbrug eller andre økonomiske dispositioner.
