Det er arvelovens regler, der som udgangspunkt bestemmer, hvordan arven efter dig skal fordeles, den dag du går bort. Dette gælder uanset om du er enlig, gift eller samlevende.
Ønsker du en anden fordeling, end den der fremgår af arveloven, skal du oprette et testamente, hvor du tilkendegiver, hvem arven skal tilfalde.
Hvem arver?
Hvis du ikke efterlader dig en ægtefælle, børn eller andre livsarvinger, vil arven ifølge arveloven gå til dine forældre. Hvis én eller begge af dine forældre er gået bort, vil det i stedet være dine søskende, der modtager arven. Hvis også dine søskende er gået bort, er det dine søskendes børn, der arver.
Denne gruppe af slægtninge hører under det, der betegnes som 2. arveklasse. Slægtninge i 2. arveklasse arver således kun, hvis der ikke er nogen til at arve i 1. arveklasse, herunder ægtefælle, børn og børnebørn.
Lever ingen af de nævnte slægtninge i 2. arveklasse, er de nærmeste slægtninge bedsteforældre og deres børn, og arven går i det tilfælde til dem. Denne gruppe betegnes 3. arveklasse.
Slægtninge i 3. arveklasse arver alene, hvis der ikke er nogen til at arve i 1. og 2. arveklasse. 3. arveklasse er den sidste mulige gruppe, der kan modtage arv fra et familiemedlem efter arveloven. Kusiner og fætre arver ikke efter loven.
Hvis du ikke efterlader sig arvinger i 1., 2. eller 3. arveklasse, tilfalder arven statskassen.
Gode overvejelser at gøre sig
Som enlig uden børn skal du overveje, om arvelovens regler fordeler arven, som du ønsker. Er det ikke tilfældet, bør du oprette et testamente.
Hvis du som enlig ikke har livsarvinger, kan du selv bestemme over hele den arv, du efterlader dig. Du har fx mulighed for at tilgodese fjernere slægtninge såsom nevøer og niecer, nære venner, en bestemt velgørende forening eller din gamle fodboldklub.
I testamentet har du herudover mulighed for at gøre arven efter dig til særeje for arvingerne. På den måde sikrer du, at arvingens formue forbliver hos arvingen, hvis vedkommende senere bliver skilt. Du kan fx også bestemme, at arven, eller dele af den, skal båndlægges. Det betyder, at man “fastfryser” arven, således at den først kan bruges, når arvingen fylder fx 25 år.
af jurist Cathrine Gert Nielsen
