Hvad er båndlæggelse af arv?
Udgangspunktet er, at alle myndige personer over 18 år, får arven udbetalt når dødsboet efter afdøde er gjort op.
En båndlæggelse af arv går ud på, at man, i et testamente, udskyder tidspunktet for udbetaling af arven til en arving.
Den båndlagte arv tilhører fortsat arvingen, men båndlæggelsen kan indebære, at arvingen ikke får arven udbetalt, før arvingen har opnået en nærmere angivet alder. Denne periode kaldes båndlæggelsesperioden.
I båndlæggelsesperioden vil arven typisk være båndlagt i et forvaltningsinstitut, der er en særlig afdeling i et pengeinstitut. Båndlæggelse indebærer ikke blot en rådighedsbegrænsning for arvingen – den båndlagte arv er endvidere beskyttet mod retsforfølgning fra arvingens kreditorer. Båndlæggelsen ophører ved arvingens død.
Det kan også ophøre, hvis det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener noget rimeligt formål, eksempelvis hvis den båndlagte formue er så lille, at det rimeligste er en udbetaling til arvingen.
Der kan imidlertid gøres undtagelser til rådighedsbegrænsningen. Eksempelvis kan arvelader bestemme, at arvingen skal kunne få dele af arven udbetalt ved bestemte begivenheder, eller formål, selvom arvingen ikke er nået alderen for udbetalingen.
I praksis ses sådanne begivenheder typisk i form, af at arven kan frigives til erhvervelse af fast ejendom, til betaling for højskoleophold, eller betaling af uddannelser, der ikke er gratis.
Et andet eksempel er, at man kan bestemme, at arven kan komme til udbetaling i rater i stedet for af én omgang. Dette kan eksempelvis være månedlige udbetalinger – og måske ønsker man den månedlige udbetaling betinget af, at arvingen indskriver sig på en uddannelse.
Er der forskel på båndlæggelse af friarv og tvangsarv?
Der er forskel på, hvor længe man kan båndlægge arv. Hvis man eksempelvis ønsker at båndlægge arven til ens børn, skal man være opmærksom på, at tvangsarven ikke kan båndlægges ud over arvingens fyldte 25. år. Altså, skal arvingen have tvangsarven udbetalt på sin 25. års fødselsdag.
Tvangsarven defineres som ¼ af den arv, som man har krav på efter loven.
Friarven er alt det, som ikke er tvangsarv. Det kan være det resterende af arven til et barn, eller hele arven til øvrige arvinger, der ikke er børn eller ægtefælle. Friarven kan båndlægges lige så længe, som man ønsker det.
I det gængse testamente, vil det sjældent forekomme at en arv til et barn er båndlagt længere end til barnets 25-års fødselsdag. Arven vil altså blive frigivet på barnets 25-års fødselsdag. Der kan dog være situationer, hvor det kan give mening, at båndlægge arven længere end til arvingens 25-års fødselsdag.
Det kan eksempelvis være, at arvingen er forgældet, og man som testator ønsker, at arven først skal komme til udbetaling på et tidspunkt, hvor arvingen formodentlig er gældfri. Så længe arven er båndlagt, vil arven være beskyttet mod arvingens kreditorer.
Et andet eksempel kan være, at arvingen ikke er god til at passe på sine penge, hvorfor man ønsker, at arven skal falde over en længere tidsperiode, så hele arven ikke forbruges af én omgang.
Hvor bliver arven placeret, mens den er båndlagt?
I båndlæggelsesperioden vil arven typisk være båndlagt i et forvaltningsinstitut, der er en særlig afdeling i et pengeinstitut. Når arven forvaltes i ovennævnte forvaltningsinstitut, er den investeret efter justitsministeriets retningslinjer, hvor det er bestemt, hvor stor en andel af arven, der må båndlægges i obligationer, aktier, samt hvor mange aktier, der må købes i samme selskab.
For så vidt angår tvangsarven, kan ovenstående ikke fraviges, hvorfor tvangsarven skal administreres i en forvaltningsafdeling i et pengeinstitut.
kan man fravige ovenstående regler, for så vidt angår friarven. Derfor kan man frit bestemme, hvordan og hvor den båndlagte arv skal håndteres og eventuelt investeres. Friarven kan derfor eksempelvis investeres i fast ejendom, ligesom man ikke er begrænset af justitsministeriets retningslinjer i forhold til investeringer i værdipapirer.
Hvem står for udbetalingen af båndlagt arv, før båndlæggelsesperiodens udløb?
Hovedreglen er, at hvis testamentet indeholder bestemmelser om udbetaling af den båndlagte arv til et bestemt tidspunkt eller ved bestemte begivenheders indtræden, foretages udbetalingen af forvaltningsafdelingen.
Afhænger det derimod af et skøn, om testamentets betingelser er opfyldt, kan udbetaling kun ske af Familieretshuset, som er den offentlige forvaltning på området. Disse regler er ufravigelige for så vigt angår tvangsarven.
For så vidt angår friarven, kan man selv bestemme, hvem der står for udbetalingen af den båndlagte arv, samt hvem der skal vurdere, om testamentets bestemmelser om udbetaling er opfyldt. Derfor kan man eksempelvis indsætte en privatperson, populært kaldet en båndlæggelsesbestyrer, som skal vurdere om betingelserne er opfyldt – eller lade det være helt op til denne persons skøn, om båndlagt arv skal frigives i det enkelte tilfælde.
Dette kan være fordelagtigt, hvis arvingen er under en konkurs, eller har svært ved at administrere sine penge. Her kan båndlæggelsesbestyreren vurdere, hvilke formål pengene må komme til udbetaling til, så dette flugter med testators ønsker, eller sikre, at arven kommer til udbetaling når arvingens gæld er blevet saneret, så arven ikke går tabt i et konkursbo.
Få et gratis familietjek, som skaber tryghed for dig og din familie
Udfyld formularen, og vi kontakter dig for et gratis familietjek.
Hvad siger vores kunder?
