Ring til os mandag til fredag 09.00 – 16.00 på (+45) 71 99 21 44 eller skriv til os på kontakt@replik.dk
Søg

Indholdsfortegnelse

Artikel udgivet af

Journalist og presseansvarlig

Del artikel

Hvad betyder det for danskerne, hvis boafgiften fjernes?

Af Katrine Lindgaard Pedersen

Sorg skal ikke beskattes, skriver Liberal Alliance. De foreslår, at arveafgiften skal afskaffes

For at blive klogere på, hvad det rent faktisk betyder for danskerne og staten, så giver vi et juridisk indblik i Liberal Alliances forslag om at afskaffe denne afgift, så man får en forståelse af helheden.

I dag beregnes boafgift (tidligere kendt som arveafgiften) for børn og øvrige nære slægtninge som 15 % af arven over bundfradraget (346.000 kr. i 2025).

Visse arvinger (fx søskende, niecer, venner mv.) betaler tillægsboafgift, nemlig 25 % oveni, beregnet efter fradrag af 15 %-boafgiften (effektivt op til 36,25 %).

Det er alene ægtefælle og visse velgørende organisationer, som er fritaget for at betale boafgift.

Hvis boafgiften fjernes, vil det få mærkbar betydning for mange danskeres økonomi og fordelingen af arv.

”Hos Replik oplever vi, at det har stor betydning for ønsket omkring arvens fordeling, at boafgiften afhænger af relationen til arvingen. Man kan være tilbøjelig til at vælge nogle arvinger, som måske ikke var ens førstevalg, men fordi det bedst ”kan betale sig”, så går man med den løsning.”
Katrine Lindgaard Pedersen
Chefjurist, Replik

De klare fordele ved at fjerne boafgiften er, at man kan sikre at arven går ubeskåret til de arvinger, som man ønsker. Når mennesker dør, er det ofte forbundet med både sorg og praktiske udfordringer.

Mange oplever det som urimeligt, at staten tager en bid af den arv, som allerede er beskattet, da formuen typisk er opsparet af allerede beskattede indtægter. At fjerne afgiften vil sikre, at arven går ubeskåret til de efterladte.

At fjerne boafgiften vil også lette muligheden for generationsskifte i virksomheder.

Mange mindre og mellemstore virksomheder står over for ejerskifte, når grundlæggeren dør. Boafgiften kan tvinge arvingerne til at sælge eller belåne virksomheden for at skaffe likviditet, hvilket kan true både arbejdspladser og lokal udvikling.

Uden afgift vil arvingerne have bedre forudsætninger for at videreføre virksomheden. Det samme gælder for overdragelse af boliger og sommerhuse.

Familier med fælles ejendom – fx et sommerhus – rammes ofte af kravet om at skaffe kontant likviditet til boafgiften, og det kan betyde tvungne salg.

Slutteligt vil en afskaffelse af boafgiften også skabe en større lighed mellem samlivsformerne. I dag stilles ægtefæller markant bedre end samlevere eller venner.

"Afgiften rammer især dem, der ikke er gift, men ønsker at sikre hinanden. En afskaffelse vil skabe større ligestilling mellem forskellige samlivsformer, hvilket ville passe godt ind i nutidens samlivsstrukturer."
Katrine Lindgaard Pedersen
Chefjurist, Replik

Selvom det kan lyde tillokkende helt at fjerne boafgiften, så skal man være opmærksom på de ulemper, som det også kan medføre.

Tabt provenu for staten, hvis boafgiften afskaffes

Afskaffes boafgiften, så vil det betyde et tabt provenu for staten. Boafgiften indbringer staten flere milliarder kroner årligt. Hvis afgiften fjernes, skal pengene findes andetsteds – enten via højere skatter på indkomst, forbrug og ejendom eller via nedskæringer på offentlige ydelser. Hvis boafgiften fjernes og pengene i stedet hentes via generelle skatter, kan regningen i praksis ende hos dem, der slet ikke arver.

Selvom en afskaffelse af boafgiften vil kunne sikre, at flere penge bliver i familien, så vil det også betyde, at uligheden vil vokse. Når formuer går videre til næste generation uden afgift, kan forskellene mellem rige og mindre bemidlede familier vokse. For nogle ses boafgiften derfor som et værktøj til at dæmpe arvens koncentration i få familier.

Spørgsmålet om boafgift handler derfor ikke kun om økonomi, men også om værdier. Skal staten have del i den arv, der overføres mellem generationer? Eller er arv så personlig og allerede så hårdt beskattet, at staten bør holde sig helt ude? En afskaffelse af boafgiften vil uden tvivl give flere penge direkte i hænderne på familier og arvinger – men det vil også skabe udfordringer for statens indtægter og kan risikere at øge uligheden. Det er derfor et politisk valg mellem frihed og familiehensyn på den ene side – og fællesfinansiering og omfordeling på den anden.

Bliver boafgiften afskaffet anbefales det, at du får tjekket dit testamente

Hvis boafgiften afskaffes, vil det være en god idé for alle at gå deres testamente igennem på ny. Dog er det særlig relevant for de personer, som har betænkt velgørende foreninger for at mindske boafgiften eller for de personer, som har ladet andre end førstevalget arve, fordi det var ”billigere” i boafgift. 

Den enlige mor med to børn

En enlig mor efterlader sig en formue på 1,5 mio. kr. til sine to børn.

I dag (med afgift)

  • Boafgiftsgrundlag: 1.500.000 − 346.000 = 1.154.000 kr.
  • Boafgift 15 %: 173.100 kr.
  • Netto til deling: 1.500.000 − 173.100 = 1.326.900 kr.
    663.450 kr. pr. barn

Hvis afgiften afskaffes

  • 750.000 kr. pr. barn

Gevinst til børnene: 86.550 kr. pr. barn

Arv til en samlever

En mand uden børn efterlader sig 1 mio. kr. til sin samlever igennem 20 år, som han ikke er gift med.

I dag (med afgift)

  • Boafgiftsgrundlag: 1.000.000 − 346.000 = 654.000 kr.
  • Boafgift 15 %: 98.100 kr.
  • Netto til samlever: 1.000.000 – 98.100 = 901.900 kr.

Hvis afgiften afskaffes

  • 1.000.000 kr.

Gevinst til samlever: 98.100 kr.

Den klassiske familie med to børn (uskiftet bo)

En enke efterlader sig 1.000.000 kr. ved hendes død, efter af have siddet i uskiftet bo med deres to fælles børn.

Regel: Ved uskiftet bo behandles der ved længstlevendes død som to boer (førstafdøde og længstlevende) → to bundfradrag (692.000 kr. i alt i 2025).

I dag (med afgift)

  • Boafgiftsgrundlag: 1.000.000 − 692.000 = 308.000 kr.
  • Boafgift 15 %: 46.200 kr.
  • Netto til deling: 1.000.000 − 46.200 = 953.800 kr.
    476.900 kr. pr. barn

 

Hvis afgiften afskaffes

  • 500.000 kr. pr. barn

Gevinst til børn: 23.100 kr. pr. barn
(NB: Er boet ≤ 692.000 kr., udløses ingen boafgift allerede i dag.)

 

Søsteren uden børn

En kvinde har ikke selv fået børn og ønsker at arven skal tilfalde hendes to niecer. Kvinden efterlader sig en formue på 2.000.000 kr.

I dag (med afgift)

  • Arv: 2.000.000 kr.
  • Boafgiftsgrundlag: 2.000.000 − 346.000 = 1.654.000 kr.
  • Boafgift 15 %: 248.100 kr.
  • Rest efter boafgift: 2.000.000 − 248.100 = 1.751.900 kr.
  • Tillægsboafgift 25 %: 437.975 kr.
  • Samlet afgift: 248.100 + 437.975 = 686.075 kr.
  • Netto til deling: 2.000.000 − 686.075 = 1.313.925 kr.
    656.962,50 kr. pr. niece

Hvis afgiften afskaffes

  • 1.000.000 kr. pr. niece

Gevinst til niecer: ca. 343.037,50 kr. pr. niece

Få et gratis familietjek, som skaber tryghed for dig og din familie

Udfyld formularen, og vi kontakter dig for et gratis familietjek.


Hvad siger vores kunder?

"Det har været en fornøjelse at samarbejde med jer. God og grundig behandling af vores oplæg til færdige dokumenter for os begge af fremtidsfuldmagten. Klar til tinglysningen, og er nu tinglyst via direkte henvisning i en mail fra jer til os. Det var nemt. Stor tak fra os. De vil vi anbefale andre".
Marie og Ole
Kunder hos Replik

Friarv

Hvad er friarv? Frivarv er den del af en afdøds formue, som arveladeren frit kan bestemme over i sit testamente. Den står i modsætning til tvangsarv, som

Læs mere »