Der er mange praktiske ting, der skal tages stilling til, når ens ægtefælle afgår ved døden. Det er blandt andet bobehandling, arvens fordeling og økonomi. Ægtefællens død kan have stor indvirkning på den længstlevendes økonomi, og derfor er det vigtigt at have styr på en række ting for at sikre sig selv. Vi giver dig et kort overblik her.
Hvad sker der med bankkontoen ved dødsfald?
Banken spærrer automatisk adgangen til bankkonti og hævekort, når ægtefællen afgår ved døden. På den måde er det muligt for skifteretten at danne sig et overblik over gæld og værdier.
Banken spærrer ikke blot ægtefællens egne bankkonti, men også fælles bankkonti. Det betyder, at hvis man som ægtefælle deler bankkonto, så har længstlevende ikke adgang til egne penge, såfremt ægtefællen går bort. Banken stopper ligeledes også alle betalinger via Betalingsservice – ligesom at eventuelle fuldmagter også bortfalder.
Sikring af personlig økonomi og pension
Det er derfor en god idé, hvis begge ægtefæller har hver sin konto udover en eventuel fælleskonto med penge nok til at kunne klare sig, indtil der igen gives adgang til den fælles konto. Som hovedregel er det fordelagtigt, hvis hver ægtefælle har en konto med tilstrækkelige penge til at klare sig i en måned.
Derudover er det vigtigt at kontakte banken efter dødsfaldet, så man kan sikre, at pensionen vil blive sat ind på sin egen konto.
Skifterettens rolle
Når ægtefællen er afgået ved døden, må man ikke råde over afdødes ejendele, før at boet er behandlet i skifteretten.
Det er skifteretten, som tager stilling til, hvordan gæld og værdier efter afdøde skal fordeles til arvingerne. Fordelingen afgøres enten efter arvelovens regler eller som følge af afdødes testamente.
Er det den længstlevende ægtefælle, som har anmeldt dødsfaldet til kirkekontoret, er det typisk vedkommende, der er skifterettens kontaktperson. Skifteretten indkalder kontaktpersonen til et møde inden for fire uger efter dødsfaldet. På mødet vil det blive fastlagt, hvem der er arving til afdøde.
Når skifteretten har taget stilling til boets behandling og fordelingen af arven, udsteder skifteretten en skifteretsattest som bevis for, at den eller de personer, der overtager boet, har ret til at råde over afdødes formue.