Ring til os mandag til torsdag 09.00 – 16.30 og fredag 09.00 – 16.00 på (+45) 71 99 21 44 eller skriv til os på kontakt@replik.dk
Søg
Søg

Hvad sker der med mit indbo, den dag jeg går bort?

Den dag man går bort, skal det indbo man ejer, fordeles blandt ens arvinger eller alternativt forsøges solgt. Hvis man har specifikke ønsker til, hvem der skal arve indboet, har man mulighed for at oprette et såkaldt indbotestamente.

Et indbotestamente er et testamente, hvor man bestemmer fordelingen af dine specifikke genstande og ejendele imellem dine arvinger. Et indbotestamente er således ikke et egentligt testamente, men i stedet en liste, hvor man fordeler sit indbo.

I et indbotestamente kan man tilgodese personer…

  • der ikke er arvinger
  • der i forvejen er arvinger efter enten arveloven eller testamente

Hvis man begunstiger én person, der i forvejen er arving, skal begunstigelsen anses som en fortrinsret for den pågældende til at modtage genstanden til den pris, genstanden er vurderet til, inden for arvingens arvelod. Arveloddet er den del arvingen skal arve.

Det er enkelt at oprette et indbotestamente. De eneste krav, der stilles er, at indbotestamentet skal være skriftligt og underskrevet. Det er herudover en god idé at datere indbotestamentet, så det er muligt at fastslå, hvilket indbotestamente der skal efterleves, såfremt testator har oprettet flere om de samme genstande.

Hvad skal man være særligt opmærksom på?

Det er dog ikke altid en fordel af oprette et indbotestamente. Hvis indboet er af betydelig værdi, skal man være opmærksom. Et indbotestamente må nemlig alene omfatte sædvanligt indbo og personlige effekter. Værdifulde samlinger af f.eks. sølvgenstande, ægte tæpper og malerier kan ikke anses for at være sædvanligt indbo. Man bør derfor fordele sådanne genstande af større værdi i et egentligt testamente for at være sikker på, at genstandene tilfalder de personer, man ønsker.

Et indbotestamente bør opbevares et let tilgængeligt sted, sådan arvingerne kan finde det, efter man er gået bort. Det kan være en god idé at udlevere en kopi af indbotestamentet til de personer, man har begunstiget.

Familietestamente har skiftet navn til Replik

Vores nye navn Replik bygger på den succes, der er skabt under navnet FamilieTestamente.

Intet er ændret for dig som kunde, vi har stadig fokus på den menneskelige relation og trygge juridiske rådgivning.