Ring til os mandag til torsdag 09.00 – 16.30 og fredag 09.00 – 16.00 på (+45) 71 99 21 44 eller skriv til os på kontakt@replik.dk
Søg
Søg

Bliv klogere på boafgift (arveafgift)

Boafgift er en afgift, som man skal betale til staten, hvis man arver et større beløb.

Boafgiften bliver pålagt uanset om arven består af genstande eller udbetales kontant. Det er ikke alle, som skal betale boafgift, og afgiftens størrelse varierer alt efter, hvilken relation modtageren har til den afdøde.

Nedenfor gennemgås de forskellige scenarier: 

Ingen boafgift
  • Ægtefæller og registrerede partnere betaler ingen boafgift
  • Arv til bestemte velgørende organisationer er også afgiftsfritaget

Der fastsættes endvidere hvert år af Skat et bundfradrag, som i 2023 udgør 321.700 kr. Bundfradraget trækkes fra arven før at boafgiften beregnes. Det betyder, at hvis den samlede arv er lavere end bundfradraget, skal man ikke betale boafgift.

Hver person har et bundfradrag. Det betyder, at hvis man arver efter en forælder, som har siddet i uskiftet bo, vil man kunne modregne to bundfradrag, før at boafgiften beregnes.

Nærtstående familie

Den nærtstående familie omfatter børn, børnebørn, adoptivbørn, stedbørn, ægtefæller til børn, forældre og samlevere til afdøde. Er man omfattet af denne kategori, skal man betale 15% i boafgift. 

Andre arvinger

Er man ikke nærtstående familie, betegnes man som ”andre arvinger”. Andre arvinger skal betale en boafgift på 15% samt en yderligere tillægsafgift på 25%. Tillægsafgiften skal først betales, når boafgiften er fratrukket. Det betyder, at man sammenlagt skal betale en afgift til staten på næsten 40% af den arv, som man modtager.

Denne regel vil omfatte søskende, nevøer og niecer, svigerforældre, bedsteforældre, venner og andre, som man har indsat i sit testamente.

Læs mere: Hvem arver efter dig, hvis du er enlig og ingen livsarvinger har?

Begrænsning af boafgift

Der findes visse måder, hvorpå man kan begrænse boafgiften.

  1. Den første mulighed for at begrænse boafgiften er ved at begrænse arven til bundfradragsbeløbet på 312.500 kr. (2022). Dette kan gøres ved enten selv at forbruge formuen, eller ved at forære dele af formuen væk, mens man er i live – arveforskud. Det er dog en betingelse, at foræringerne sker i mindre beløb ad gangen, så foræringerne holder sig under grænsen for afgiftsfrie gaver.
  2. Den anden mulighed er, at gøre brug af 30%-løsningen. 30%-løsningen er en ordning, hvor en eller flere velgørende organisationer indsættes i testamentet til at arve 30% af boet, på betingelse af, at organisationerne betaler bo- og tillægsboafgifter for de øvrige arvinger. Det betyder, at de øvrige arvinger nu arver 70% af formuen, uden at de skal betale boafgift. Denne ordning er dog primært relevant, hvis man ikke har børn og derfor kun efterlader sig arvinger, der skal betale den høje boafgift på næsten 40%.

af chefjurist Katrine Lindgaard Pedersen

Familietestamente har skiftet navn til Replik

Vores nye navn Replik bygger på den succes, der er skabt under navnet FamilieTestamente.

Intet er ændret for dig som kunde, vi har stadig fokus på den menneskelige relation og trygge juridiske rådgivning.