Fokus på fremtidsfuldmagter
Der har den sidste uges tid været fokus på fremtidsfuldmagter i medierne. Fokus har blandt andet været på, at mange oplever at få helt eller delvist afslag på at få deres fremtidsfuldmagt aktiveret.
FamilieTestamente ønsker med nærværende opslag at påpege de store fordele, der er ved at oprette en fremtidsfuldmagt. Det gælder også, selvom det forholdsvis nye instrument har nogle udfordringer, som blandt andet er blevet påpeget af Danske Advokater i et høringssvar af 28. april 2022 til Justitsministeriet.
FamilieTestamente kan i den forbindelse henvise til, at der i ovennævnte høringssvar indledes med følgende bemærkninger:
”Indledningsvist bemærkes, at foreningerne fortsat bifalder fremtidsfuldmagtsordningen på det overordnede niveau. Det er fortsat foreningernes klare opfattelse, at der er et behov for regulering på området, og at fremtidsfuldmagterne er et relevant og hensigtsmæssigt alternativ til foranstaltning af et egentligt værgemål, ligesom det er et relevant alternativt til en generalfuldmagt.[…].”
Juridisk rådgivning i forbindelse med oprettelse af fremtidsfuldmagten
For at minimere risikoen for at få hele eller dele af sin fremtidsfuldmagt tilsidesat, anbefaler vi i FamilieTestamente, at man får juridisk rådgivning i forbindelse med udformningen af sin fremtidsfuldmagt.
Det er desuden vigtigt, at man får lavet fremtidsfuldmagten, imens der ikke er tvivl om, at man fornuftsmæssigt er ved sine fulde fem. Hvis man ikke har været ude i god tid – og eksempelvis ved oprettelsen allerede er diagnosticeret med demens – kan en mulighed være at få lægen med ind over, forinden man går til notaren med fremtidsfuldmagten.
I FamilieTestamente rådgiver vi dig gerne omkring fremtidsfuldmagter og hjælper med oprettelse af dokumentet. Tøv ikke med at ringe eller skrive til os på 7199 2144 eller på kontakt@familietestamente.dk
Af cand.jur. Stine Carøe Ritter