Det kan føles forkert at tale om skilsmisse, død og økonomi, når man er forelsket og har det godt sammen. Men netop dér, mens man vil hinanden det bedste, er det faktisk lettest at lave de aftaler, der kan få stor betydning, hvis livet en dag tager en uventet drejning. Det fortæller iværksætter Ditte Julie Jensen, der selv har oplevet det komplet modsatte, der medførte store konsekvenser følelsesmæssigt og økonomisk.
Flere og flere danskere er begyndt at tage de juridiske samtaler i tide. Nye tal fra Tinglysningsretten viser, at der i 2025 blev oprettet omkring 111.000 nye testamenter – mere end en fordobling på bare to år. Udviklingen hænger tæt sammen med, at mange i dag lever i andre familiekonstellationer end den klassiske kernefamilie.
Ifølge Katrine Lindgaard Pedersen, chefjurist i rådgivningsvirksomheden Replik, ser man tydeligt, at behovet for juridisk afklaring vokser i takt med, at familierne bliver mere sammensatte.
“Vi ser flere og flere, der lever i familier, som ikke passer ind i standardløsningen i lovgivningen. Mange er samlevende, mange har børn fra tidligere forhold, og mange lever i sammenbragte familier. Her er det helt afgørende, at man selv tager stilling, ellers er det arveloven, der gør det for én,” siger hun.
Sådan en konstellation lever Ditte Julie i i dag med sin kæreste Martin, som hun flyttede sammen med for to år siden, efter de havde dannet par et år forinden.
De boede sammen i Ditte Julies hus, men skal nu til at eje noget sammen gennem et fælles huskøb, da Ditte Julies hus er solgt. Det skaber endnu en situation, der kræver, at de taler godt sammen om den juridiske sikkerhed – især som sammenbragt familie.
“Når man er en sammenbragt familie, så kommer man jo lidt senere ind i hinandens liv. Man har ikke fulgt den der rejse sammen eller blevet enige om, at jeg skulle gå selvstændig (som Ditte Julie gjorde for 10 år siden, red.). Vi har bare mødt hinanden i det felt, vi nu er”, fortæller Ditte Julie.
Timing er altafgørende
De færreste går ind i et forhold med tanken om, at det skal ende. Alligevel viser erfaringen, at det kan være svært – eller i nogle tilfælde direkte umuligt – at lave fair og gennemtænkte aftaler, når forholdet først er i krise eller på vej mod et brud. Netop derfor spiller timingen en afgørende rolle.
Ditte Julie mistede halvdelen af sin virksomhed til sin eksmand, da hun ikke havde særeje, og det er noget, der stadig kan gøre hende ked af at tænke på i dag, men hun er også taknemmelig for den læring, det har givet hende at få styr på sine juridiske papirer, mens der er elskende øjne, som hun fint beskriver det.
“Det er enormt vigtigt, at alle de her ting bliver gjort, mens der er elskende øjne, masser af kærlighed og et åbent hjerte. At der er en fælles vision og mission i det at være en sammenbragt familie”, fortæller Ditte Julie.
Når relationen er præget af tillid, kærlighed og et fælles ønske om at passe på hinanden, er der langt bedre forudsætninger for at tage de vigtige samtaler. Det er her, man kan tale åbent om, hvordan værdier skal deles, hvordan børn sikres bedst muligt, hvad der skal ske, hvis den ene bliver syg eller dør, og hvordan man undgår konflikter, hvis man en dag ikke længere er sammen. Samtaler, som kan føles både tunge og unødvendige i nuet, men som kan få stor betydning senere.
Sammenbragte familier kræver ekstra omtanke
Særligt i sammenbragte familier er behovet for klare aftaler stort. Her er der ofte børn fra tidligere forhold, forskellige økonomiske udgangspunkter og et ønske om både at sikre sin partner og sine egne børn.
“Mange vil gerne gøre det rigtige, men ved ikke helt hvordan. Og så ender de med slet ikke at gøre noget,” siger Katrine Lindgaard Pedersen og fortsætter:
“Uden testamente og relevante aftaler risikerer man, at ens ønsker ikke bliver opfyldt, også selvom intentionerne har været gode.”
Samtalerne kan føles både usexede og ubehagelige. For hvem har lyst til at tale om dødsfald, skilsmisse eller pengefordeling, når man er midt i en ny kærlighed? Alligevel oplever mange, at netop disse snakke kan føre noget overraskende positivt med sig, og det var også Ditte Julies oplevelse.
“Ved at interagere i interview med Replik og modtage nogle spørgsmål inden, skabte det nogle refleksioner, der førte til samtaler med min partner, som vi ikke havde haft før,” fortæller Ditte Julie.
Det svære samtalestof skaber tryghed
Flere par fortæller, at de juridiske samtaler, selvom de var svære at tage hul på, endte med at styrke relationen, og det er også Ditte Julies oplevelse.
Når man får talt åbent om bekymringer, ansvar og ønsker, kan det skabe en fælles tryghed og en klar fornemmelse af, at man står på samme side.
“Et testamente handler ikke kun om penge. Det handler i høj grad om omsorg,” siger Katrine Lindgaard Pedersen.
“Det giver ro i maven for den enkelte, men det er ofte de efterladte, der får den største gavn af, at der er taget stilling på forhånd. Klare aftaler kan spare familier for både konflikter og svære beslutninger i en i forvejen sårbar situation.”
I sammenbragte familier kan resultatet endda blive bedre, end man havde forestillet sig. Når man tvinges til at tale tingene igennem, opstår der ofte nye løsninger, som både tager hensyn til børn, tidligere relationer og det nye fællesskab.
“Det er blevet enormt tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at tale tingene igennem. Det skaber meget klarhed og en ny ro i os som enhed – og ikke bare hver vores økonomi. Der er en anden sammensmeltning”, slutter Ditte Julie.
Det bedste tidspunkt er, når alt er godt
Måske er det netop dét, de mange nye testamenter er udtryk for. En erkendelse af, at juridisk sikring ikke er et udtryk for mistillid, men for ansvarlighed.
For selvom det kan føles forkert at tage snakken, mens man er forelsket og lykkelig, er det ofte dér, man kan lave de bedste aftaler. Aftaler, der er præget af generøsitet, respekt og ønsket om, at alle står så trygt som muligt, uanset hvad fremtiden bringer.
Hvis du vil se hele videointerviewet med Ditte Julie, så kan du finde det under vores klienthistorier.
Få et gratis familietjek, som skaber tryghed for dig og din familie
Udfyld formularen, og vi kontakter dig for et gratis familietjek.
Hvad siger vores kunder?
