Helt nye tal fra Tinglysningsretten viser en markant stigning i antallet af oprettede testamenter blandt danskerne. På bare to år er antallet fordoblet fra knap 51.000 oprettede testamenter i 2023 mod lidt over 111.000 nye testamenter i 2025. Ifølge den juridiske rådgivningsvirksomhed Replik skyldes den markante stigning bl.a. nye familiekonstellationer med sammenbragte børn, øget opmærksomhed blandt unge og et stigende antal ældre danskere.
Et markant stigende antal danskere vælger i disse år at forholde sig til, hvordan deres arv skal fordeles blandt de efterladte, når de ikke selv er her længere.
Nye tal fra Tinglysningsretten viser, at der i 2025 blev oprettet rekordmange testamenter i Danmark. I alt blev der oprettet 111.062 testamenter sidste år mod 50.799 i 2023 og 86.593 i 2024. Antallet af oprettede testamenter er dermed mere end fordoblet på bare to år. Ifølge den juridiske rådgivningsvirksomhed Replik vidner udviklingen om en grundlæggende ændring i danskernes tilgang til arv og familieforhold.
– Vi oplever, at langt flere danskere i dag ser testamentet som et aktivt valg frem for noget, man udskyder til den allersidste del af sit liv. Det handler i høj grad om at tage stilling i tide og sikre, at arven fordeles, som man ønsker. Særligt når familieforholdene er mere komplekse end tidligere, forklarer chefjurist Katrine Lindgaard Pedersen fra Replik.
En af de væsentligste forklaringer på udviklingen er, at arvelovens standardregler ikke nødvendigvis passer til nye og moderne familiekonstellationer med sammenbragte familier, skilsmisser og særbørn, hvor et testamente kan være afgørende for at sikre den ønskede fordeling.
– I mange moderne familier fordeles arven automatisk efter arveloven, hvis der ikke er oprettet et testamente. Det betyder for eksempel, at ugifte samlevere slet ikke arver hinanden, og at særbørn har krav på deres del af arven med det samme. For mange familier kommer det som en overraskelse, og uden et testamente kan det få store økonomiske konsekvenser for den efterladte familie, siger chefjurist Katrine Lindgaard Pedersen fra Replik og fortsætter:
– Samtidig oplever vi, at mange yngre voksne er begyndt at blive opmærksomme på behovet, når de får børn, køber bolig eller lever i et samliv uden at være gift. Her kan et testamente være ret afgørende i forhold til at sikre den efterladte part og muligheden for at blive i eksempelvis boligen og varetage de øvrige økonomiske forpligtigelser, man ofte efterlades med i en familie.
Samtidig peger Katrine Lindgaard Pedersen på en øget viden om arveregler og testamentets muligheder som forklaring på den markant stigende tendens. Tv-programmer om arvekonflikter og øvrig mediedækning har således bidraget til, at flere danskere bliver opmærksomme på konsekvenserne af ikke at tage stilling.
– Testamentet er i dag ikke længere et støvet dokument, man forholder sig til som noget af det sidste. For mange fungerer det som en form for juridisk forsikring på linje med mere almindelige forsikringer, der giver ro i maven og sikrer familien, hvis det uventede skulle ske. Det er en udvikling, vi forventer vil fortsætte i de kommende år, afslutter chefjuristen.
Få et gratis familietjek, som skaber tryghed for dig og din familie
Udfyld formularen, og vi kontakter dig for et gratis familietjek.
Hvad siger vores kunder?
