Ring til os mandag til torsdag 09.00 – 16.30 og fredag 09.00 – 16.00 på (+45) 71 99 21 44 eller skriv til os på kontakt@replik.dk
Søg
Søg

Generalfuldmagt kontra fremtidsfuldmagt

Generalfuldmagt

En generalfuldmagt er en papirbaseret fuldmagt, som giver én eller flere fuldmægtige fuldmagt til at handle på fuldmagtsgivers vegne. Generalfuldmagten træder i kraft allerede ved underskrivelsen – og kan således anvendes med det samme.

En generalfuldmagt skal oprettes, imens fuldmagtsgiver er ved sin fornufts fulde brug. Der er ingen formkrav til oprettelsen af en generalfuldmagt. Det anbefales, at en generalfuldmagt oprettes med to vitterlighedsvidner, som bevidner, at fuldmagtsgiver er ved sin fornufts fulde brug.

Generalfuldmagter i økonomiske forhold er reguleret i aftaleloven. Reglerne ses grundlæggende at bygge på, at fuldmagtsgiver er habil og i stand til at instruere og føre tilsyn med den eller de fuldmægtige. Fuldmagtsgiver kan til enhver tid tilbagekalde fuldmagten. Dette kræver dog, at fuldmagtsgiver er i stand hertil. Repræsentation i personlige forhold er ikke reguleret i aftaleloven, og retsvirkningerne af sådanne fuldmagter er usikre.

Fremtidsfuldmagt

Ved lov om fremtidsfuldmagter blev det i 2017 muligt at oprette en fremtidsfuldmagt.

En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som giver én eller flere fuldmægtige fuldmagt til at handle i nærmere angivne forhold – økonomiske som personlige – på fuldmagtsgivers vegne. Fremtidsfuldmagten træder først i kraft, når fuldmagtsgiver ikke længere selv er i stand til at varetage sine interesser.

FamilieTestamente anbefaler, at man har en fremtidsfuldmagt, som kan træde i kraft, hvis man ikke længere er i stand til at handle fornuftsmæssigt. En fremtidsfuldmagt sikrer fuldmagtsgiver og dennes aftaleparter på en helt anden måde end en generalfuldmagt gør:

Fremtidsfuldmagten – et klart retsgrundlag

Fremtidsfuldmagten udgør et klart retsgrundlag, som aftaleparter kan henholde sig til. Når fuldmagten bliver sat i kraft, bliver det tinglyst i personbogen, således at fuldmagten er tilgængelig for aftaleparter og offentlige myndigheder, og fuldmægtigen(e) bliver legitimeret til at råde.

Fremtidsfuldmagten – sikkerhed ved oprettelsen

Når man opretter en fremtidsfuldmagt skal man være ved sin fornufts fulde brug. At fuldmagtsgiver er det, påses af notaren. Notaren skal påse fuldmagtsgivers identitet og evne til at handle fornuftsmæssigt. Desuden påses dette også af Familieretshuset ved ikraftsættelse af fuldmagten.

Fremtidsfuldmagten – tilsyn/ undgå misbrug

Fuldmagtsgiver sikres med en fremtidsfuldmagt desuden ved, at Familieretshuset fører tilsyn med den fuldmægtige, jf. lov om fremtidsfuldmagter § 21. Familieretshuset har mulighed for at sætte en fremtidsfuldmagt ud af kraft, hvis fremtidsfuldmægtigen misbruger sine beføjelser, jf. lov om fremtidsfuldmagter § 26.

Læs mere om hvilken fuldmagt er den rette til dig og din situation

Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere på kontakt@familietestamente.dk eller 7199 2144.

Af jurist Stine Carøe Ritter

Familietestamente har skiftet navn til Replik

Vores nye navn Replik bygger på den succes, der er skabt under navnet FamilieTestamente.

Intet er ændret for dig som kunde, vi har stadig fokus på den menneskelige relation og trygge juridiske rådgivning.