Et privat skifte indebærer, at arvingerne selv forestår afviklingen af et dødsbo. For at kunne skifte privat, skal en række betingelser være opfyldt.
Først og fremmest skal alle arvinger være enige om, at skiftet skal foretages som et privat skift, og derudover skal samtlige arvinger være enige om alle dispositioner, der skal foretages over boet.
I stedet for et privat skifte, er det også muligt at anvende en advokat som bobestyrer. I så fald er det advokaten, som tager sig af alt det praktiske i forbindelse med dødsboet.
Hvis arvingerne selv ønsker at stå for det praktiske ved boskiftet
Er betingelserne for privat skifte opfyldt, kan arvingerne selv stå for det praktiske arbejde i forbindelse med afviklingen af dødsboet. Arvingerne skal i så fald blandt andet indrykke proklama i Statstidende, udarbejde åbningsstatus og endelig boopgørelse, dele arv mellem sig og betale bo- og retsafgifter.
Derudover skal arvingerne udvælge en kontaktperson blandt sig, som står for korrespondance med skifteretten og andre relevante myndigheder som eksempelvis SKAT.
Proklama
Arvingerne skal sørge for at indrykke et præklusivt proklama i Statstidende. Et proklama er en annonce, der efterlyser folk eller virksomheder, som den afdøde har gæld til.
Herefter har boets kreditorer en frist på otte uger til at henvende sig til arvingerne og anmelde deres krav i boet.
Undlader en kreditor at anmelde sit krav inden for fristen, fortaber kreditoren retten til betaling.
Således kan arvingerne, efter udløbet af fristen, vide sig sikre på, hvilke gældsforpligtelser der er at betale.
Læs mere: Arv og gæld
Åbningsstatus
Arvingerne skal udarbejde en opgørelse over boets aktiver og forpligtelser på dagen for dødsfaldet.
Denne åbningsstatus skal udarbejdes på en særlig blanket, som man kan finde på domstol.dk.
Blanketten skal indleveres til skifteretten senest seks måneder efter dødsfaldet.
Boopgørelse
Når hele boet er opgjort, skal arvingerne udarbejde en endelig boopgørelse, som også skal udfyldes på en særlig blanket og indleveres til skifteretten.
Som det ligger i ordet, er en boopgørelse en opgørelse over den afdødes samlede dødsbo, altså hvad den afdøde efterlader af arv.
Fristen for udarbejdelse af denne boopgørelse er tre måneder fra skæringsdagen – altså senest 15 måneder efter dødsfaldet.
Hvad koster det at skifte privat?
Uanset om boet skiftes privat eller af en bobestyrer skal der betales en retsafgift på 1.500 kr. Hvis dødsboets værdi overstiger 1,5 mio. kr., skal der betales en yderligere afgift på 9.000 kr., således at den samlede retsafgift udgør 10.500 kr.
Herudover skal der afregnes boafgift og evt. boskat. Størrelse heraf afhænger bl.a. af boets størrelse og arvingernes familiemæssige relation til afdøde.
Læs mere her: Bliv klogere på boafgift (arveafgift)
Brug for rådgivning inden for familie- og arveretten?
Vi tilbyder vi rådgivning inden for alle grene af familie- og arveretten. Få blandet andet rådgivning inden for testemente, børnetestamente eller oprettelse af gavebrev.
Har du spørgsmål eller brug for rådgivning? Så kan du kontakte os på telefon 71992144 eller på mail kontakt@familietestamente.dk.
Artikel af jurist Katrine Lindgaard Pedersen