Ring til os mandag til torsdag 09.00 – 16.30 og fredag 09.00 – 16.00 på (+45) 71 99 21 44 eller skriv til os på kontakt@replik.dk
Søg
Søg

Formuefællesskab

Ejer vi alt sammen, når vi bliver gift?

Det er en udbredt misforståelse, at formuefællesskab betyder, at man ejer alt i lige sameje.

Når man indgår i et ægteskab, får man automatisk formuefællesskab. Begrebet dækker over ægtefællernes samlede formue og aktiver. Formuefællesskabet omfatter derfor alt, hvad man hver især ejer før ægteskabets indgåelse, samt alt hvad man erhverver sig efterfølgende.

Men selvom man har indgået i et ægteskab, og derved har formuefællesskab, er man fortsat ejer af ens egne ejendele. Dette gælder både ejendele, som man har købt før og under ægteskabet. Man kan derfor som udgangspunkt frit råde over og sælge ens egne ting under formuefællesskabet. Det betyder for eksempel, at man kan sælge sin bil, uden ens ægtefælles samtykke.

Der er dog undtagelser, hvor det kræver samtykke fra ens ægtefælle, før man kan sælge et aktiv. Dette kan f.eks. være møbler og TV i den fælles bolig. Det kan også være ting, der kan kategoriseres som ”fornødne arbejdsredskaber” for ens ægtefælle samt ting, der ”tjener til børnenes personlige brug”.

Formuefællesskabet ophører ved separation, skilsmisse eller død. Det er derfor først her, man ”mærker” betydningen af formuefællesskabet. Den samlede formue skal nemlig deles ligeligt mellem ægtefællerne. Dette kaldes også deling af boet, der resulterer i, at man hver især får sin egen bodel med ud af ægteskabet. Det er alene positive bodele, der skal deles. Man deler således ikke hinandens gæld, som man hver især har optaget før eller under ægteskabet. En undtagelse hertil er, hvis en ægtefælle har gæld til SKAT, her hæfter man som udgangspunkt begge for gælden. Man hæfter naturligvis også for gæld, som man har stiftet sammen.

Når boet gøres op, foretages der en udregning af ægtefællernes samlede formue og gæld, beløbet der er tilbage, skal herefter deles ligeligt.

Eksempel: Ægtefælle 1 er insolvent og har en samlet gæld på 300.000 kr. Ægtefælle 2 har en samlet formue på 2.000.000 kr. I dette eksempel er det alene ægtefælle 2, der skal dele sin positive bodel, da man ikke deler gælden, som ægtefælle 1 har. Ægtefælle 2 skal derfor udrede 1.000.000 til ægtefælle 1.

Hvis man ikke ønsker formuefællesskab, kan man oprette en ægtepagt med særeje. En ægtepagt kan oprettes både før og efter indgåelse af ægteskab. En ægtepagt gør, at man hver især beholder sine respektive ejendele og formue ved separation og skilsmisse. Der er forskellige typer af særeje. Det kan være særeje på ens samlede formue, et bestemt beløb eller over en enkelt ting. Man har derfor mulighed for at skræddersy en løsning omkring særeje, der passer til jeres situation.

Af jurist Kathrine Bolmgren

For en uddybende snak om testamente og ægtepagt

Kontakt Replik på telefon 71992144 eller på mail kontakt@replik.dk

Familietestamente har skiftet navn til Replik

Vores nye navn Replik bygger på den succes, der er skabt under navnet FamilieTestamente.

Intet er ændret for dig som kunde, vi har stadig fokus på den menneskelige relation og trygge juridiske rådgivning.